Brynjefornemmelse / pladefornemmelse i brystkassen

Oplever du at det føles som at have en brynje på? Eller genkender du følelsen af at have en plade eller bræt på eller omkring din brystkasse?

Mange af vores patienter bruger disse ord når de beskriver deres opererede område. Derfor har vi valgt at skrive lidt om netop dette emne.

Den gode nyhed er, at vi i rigtig mange sammenhænge kan afhjælpe denne fornemmelse helt eller delvist.

Forklaringen ligger som oftest i en kombination af arvæv efter f.eks mastektomi, stråleskader og derfor et bindevæv der ikke bevæger sig optimalt.

Når vi undersøger og behandler vores patienter, oplever vi næsten altid, at der er et nedsat glid i bindevævet omkring brystkassen. Hvis man forstiller sig, at vores bindevæv er en slags våddragt, der dækker hele kroppen, så vil det påvirke våddragtens bevægelighed, hvis der pludselig er et område som sidder helt fast indtil kroppen. På samme måde kan man risikere, at der opstår en form for skævt træk i kroppen, hvis bindevævet klistrer fast i brystregionen.

 
 
Mastektomi brynjefornemmelse, strålebehandling

Ved en mastektomi bliver der fjernet brystvæv i et stort område på brystkassen - man plejer at sige at det er i et område på størrelse med et A4 ark, at der bliver fjernet væv. Dvs at der er arvæv i hele dette område, som strækker sig fra brystben, til den nedre ribbenskurvatur, op til kravebenet og ud til flanken. Hvis der også er blevet fjernet lymfeknuder, er der også arvæv i armhulen.

Hvis man efterfølgende har fået strålebehandling, vil der desuden være endnu større påvirkning af det samme område.

Både arvæv efter operationen og “mikroarvæv” i forbindelse med strålebehandlingen, gør at bindevævet glider dårligere i området. Dette gør vævet mere stivt og ubevægeligt. Desuden kan brystkassen ikke bevæge sig lige så nemt og effektivt når man trækker vejret.

Det er kombinationen af disse faktorer, der kan give følelsen af en brynje eller plade eller bræt, som mange beskriver.

I klinikken oplever vi, at der hurtigt er en positiv effekt på denne fornemmelse, og de fleste kvinder vil opleve at der er meget mere fri bevægelighed i området.

Vi behandler blandt andet manuelt i området med vores hænder og bruger apparatet Deep Oscillation, som du kan læse mere om her.

Vivo Fysioterapi