Gener i forbindelse med og efter operation for brystkræft

 


På denne side kan du læse om de gener, der kan opstå i forbindelse med operation for brystkræft, hvordan specialiseret fysioterapi kan hjælpe dig og hvad du selv kan gøre. Fysioterapi kan være relevant for dig, uanset om du har fået en brystbevarende operation eller fuld fjernelse af brystet, samt om du har fået få eller mange lymfeknuder.

Forskning over de seneste år viser, at tidlig indsats kan forebygge og mindske mange af generne der kan opstå. Derfor er det en god idé at søge behandling tidligt i forløbet, hvis du oplever nogle af nedenstående gener.

 

Serom efter operationen

Efter operationen oplever mange at kroppen danner operationsvæske - såkaldt seromvæske. De fleste vil opleve at området skal tømmes for væske én eller flere gange i de første uger/mnd. Det kan være nødvendigt at blive tømt, men i mange tilfælde kan vi hjælpe kroppen på vej, til selv at komme af med væsken. Desuden er der en risiko for infektion hver gang man bliver stukket. Derfor er det hensigtsmæssigt at forsøge at undgå mange tømninger.

Vores erfaring er, at hvis man gør en indsats tidligt, kan antal tømninger reduceres. I klinikken bruger vi blandt andet apparatet Deep oscillation, som er et effektivt behandlingsredskab, til at hjælpe kroppen til selv at absorbere seromvæsken. Fordelen med at behandle med Deep Oscillation er desuden, at det er en meget blid behandling, som kan bruges allerede få dage efter operationen.


Arvæv

I forbindelse med operationen danner kroppen arvæv. Uanset om det er en brystbevarende operation (lumpektomi) eller en fuld fjernelse af brystet (mastektomi), kan et stramt arvæv forårsage nedsat bevægelighed af armen og give smerter. For at opnå et så smidigt ar som muligt er det vigtigt at starte tidligt med at genoptræne og behandle området.

De fleste vil modtage en pjece eller link til videoer med vævsforskydninger, når de er blevet opereret. Det er vigtigt at udføre øvelserne, også selv om du måske ikke kan mærke en stor forskel. Stimuleringen der sker i området når vævet bliver forskudt og arvævet bliver bevæget, er afgørende for at det ikke sætter sig fast og bliver stramt. Det er også vigtigt at forsøge at bevæge overkroppen og armene så meget som muligt indenfor smertegrænsen.

Ud over hvad du selv kan gøre for at forebygge og behandle et stramt ar, kan det dog være nødvendigt at få behandling af en fysioterapeut der er specialiseret indenfor området, for at få fuld bevægelighed og opnå smertefrihed. Det er både teknisk svært at behandle sig selv og der kan være brug for mere specialiserede teknikker eller andre øvelser. Hos Vivo Fysioterapi udfører vi arvævsbehandling, samt såkaldt Fascial manipulation, som er behandling af bindevævet. Vores patienter oplever en stor forskel på dét de selv kan udføre og det vi kan hjælpe dem med.

Hvis du er usikker på om det du selv gør er nok, eller om du kunne have gavn af specialiseret fysioterapi, er du altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.


Nedsat bevægelighed i skulderen

De fleste oplever, at der er en periode efter operationen, hvor deres bevægelighed er nedsat. Det er vigtigt at få den rette vejledning i hvordan man bedst får sin bevægelighed tilbage, både ved hjælp af øvelser, træning og manuel behandling. Jo hurtigere man sætter ind med konkrete værktøjer, jo bedre er ens chancer for, at bevægeligheden hurtigt bliver normal igen.

Det er vigtigt at der gøres en individuel vurdering af, hvad der begrænser bevægeligheden hos den enkelte, da det kan være forskelligt fra person til person. Hos nogle ser vi, at det f.eks kan være arvævet i armhulen, eller lymfestrenge, der sætter begrænsningen, mens det hos andre kan være spændinger i muskulatur eller arret ved brystet der er begrænsende for bevægeligheden. Derfor anbefaler vi at man bliver undersøgt af en fysioterapeut og får øvelser der er specifikt tilpasset til den specifikke problematik.


Nerveforstyrrelser

Der sker en stor påvirkning af nervevævet i området under operationen, man kan ikke undgå at nogle nervebaner bliver skåret over. Dette kan forårsage smerter og/eller følelsesløshed.

Nogle oplever smerterne i operationsområdet, men der kan også forekomme smerter ud i armen og hånden. Derudover kan man have områder, der er følelsesløse efter operationen. Hvis man får fjernet en eller flere lymfeknuder, oplever mange især at blive følelsesløse i armhulen og på indersiden af overarmen. Det kan tage lang tid, før følelsen kommer tilbage, da det er en meget langsommelig proces for nervevæv at hele. Nogle vil opleve, at følesansen i et område aldrig bliver den samme igen. 


Lymfødem


Hvis man har fået fjernet en eller flere lymfeknuder i forbindelse med operationen, er man i risiko for at udvikle lymfødem i arm og bryst. Forekomsten er højest hos dem der har fået fjernet mange af lymfeknuderne i armhulen, og dem der får strålebehandling. For at læse mere om lymfødem, klik på knappen.


Lymfestrenge

Der kan også opstå lymfestrenge i forbindelse med fjernelse af lymfeknuder. Erfaring viser, at dem der udvikler mange lymfestrenge også er i større risiko for at udvikle lymfødem. Der er ikke lavet statistik på hvor mange der får lymfestrenge og hvor mange af disse der udvikler lymfødem


 
 
 
Vivo Fysioterapi